Bachelorprojekt

Resumé
Dette projekt er et forsøg på at afdække indholdet i begrebet ”alderisme”.
Der redegøres for, hvorledes der på samfundsplan tales om alderdom i stereotypiserende vendinger. Målet er at undersøge, om dette forplanter sig til sundhedsvæsenet. Formålet er at begrænse alderisme.
Problemformuleringen bliver således: Hvordan kommer en eventuel alderistisk holdning til udtryk i plejen af geriatriske patienter?
Det skal vises, at alderisme kommer til udtryk på forskellige måder i plejen af geriatriske patienter: Som en tilbøjelighed til mindre sufficient diagnosticering og behandling, som påtvungen egenomsorg, som nedprioritering af vedligeholdelsesomsorg, og som accept af patienternes selvstigmatisering.
Til at nå denne konklusion anvendes empiri fra Mette Kjerholts rapport ”Dialogen der blev væk”.
Teorien udgøres af Anne Leonora Blaakildes bog ”Den Store Fortælling om Alderdommen”, Uffe Juul Jensens filosofi om ”Det moralske ansvar”, samt Kari Martinsens omsorgsfilosofi.
Det vil fremgå, at nedprioritering af livsverdens værdier understøtter alderisme i patientpleje.


English abstract
This project is an attempt to uncover the substance of the concept “ageism”.
It vill be explained how old age on a public lewel is spoken about in stereotyping phrases.
The goal is to carry out a study to see if this is reproduced in health services. The purpose is to reduce ageism.
The formulation of the problem thus becomes: How does if any ageism ekspress it self in the nursing of the geriatric patient?
It will be shown that ageism ekspresses it self in several different ways in the care for the geriatric patients: As an inclination to diagnose and treat less sufficient, as enforced self-care, as low priority of maintaining care, and as an acceptance of the self-stigmatizing as presented by the patients.
To reach this conclusion empiric material from Mette Kjerholts report “The dialog that disapeared” is brought into play.
The theory consists of Anne Leonora Blaakildes book “The Great Narrative about Old Age”, Uffe Juul Jensens philosophy about “The moral responsibility”, as well as Kari Martinsens philosophy of caring.
It will appear that low priority of lifeworld values supports ageism in patient caring.


Indhold
1. Prolog side 4
2. Indledning side 5
2.2. Problemlegitimering side 6
2.3. Problemformulering side 8
3. Metode side 8
3.1. Valg af empiri side 8
3.2. Valg af teori side 9
3.3. Dette projekts metode side 9
4. Præsentation af empiri – Dialogen der blev væk side 10
4.1 Feltobservationer side 10
4.2. Interviews side 11
5. Præsentation af teori side 12
5.1. Alderisme side 12
5.2. Den Store Fortælling side 14
5.3. Det moralske princip side 16
5.4. Omsorgsfilosofi side 18
6. Cases side 20
6.1. Case A side 20
6.2. Case B side 21
7. Analyse og diskussion side 22
8. Konklusion side 30
9. Perspektivering side 32
10. Kildefortegnelse side 34


Prolog1
Jeg ka´ fame godt mærke, jeg er blevet 40. Man begynder sådan at reflektere over nogle ting....
Og mit publikum.....»Hvor gammel er du?« »22.« 22 år! Prøv at hør´ her...jeg har udslet på benene, der er ældre end dig!
Helt ærligt, jeg kan godt mærke, jeg er blevet sådan lidt mere gammelpotagtig.
Dengang jeg var 22...jeg var fame sådan...hold kæft mand´...jeg frøs aldrig, jeg kunne sidde på en europalle ude i Nordsøen i stiv kuling, i 5 graders frost og ryge en smøg :»Hva´ satan, hva´ sker der for jer?«
Nu: Jeg kan sidde i et fuldstændigt lufttomt lokale, 240 mm. rockwool på alle sider, kraftedme, der er ikke en vind, der rør´ sig . Og alligevel kan jeg sidde derinde og tænke : Sig mig, trække det ikke et eller andet sted fra?
Jeg synes, det trække et eller andet sted fra!
Det trækker på mit udslet!
Jeg kommer hjem og åbner slikskabet, og der ligger en pakke toffifee. Jeg tænker: Hvor har den været hele mit liv? Toffifee er sgu´ da ikke morfarslik......namme namme nam.
Og musikken...dem der er fyldt 40, ve´ hvad jeg snakker om, ikk´? Alle steder....musikken er altid for høj. Man kommer ind et sted og siger: »Helt ærligt, ka´ vi ikk´ liige skrue et par streger ned? Helt ærligt, er musikken ikke meget høj herinde? Ka´ I ikke skrue....... bare en lille smule ned?« ...Og man står på nationalmuseet og siger det, ikk´? Helt morfar-agtigt, ikk´?
Jeg må sige, jeg er blevet min egen far.
Min far var den der type, hvor alt, det var ”tæppebanker-musik”.
»SKRU NED! DET ER TÆPPEBANKER-MUSIK!«
Og sådan er jeg blevet nu også, ikk´? Alt er tæppebanker-musik!
»Hva´ er det for noget musik det der?«»Det er Abba.« »SKRU NED. DET ER TÆPPEBANKER- MUSIK.«
Pressens radioavis derimod.....den ska´ derimod skrues bare helt op til gengæld.
Gamle mennesker! Stop dem! De er ikke drømmen om det smukke eventyr!
Og ska´ vi så ikke holde en lille pause?




Indledning
Min interesse for begrebet alderisme blev vakt, da jeg læste cand.mag. i retorik og folkloristik Anne Leonora Blaakildes bog ”Den Store Fortælling om Alderdommen”. Blaakilde anvender ganske vist ikke selv udtrykket, men det er det, hun taler om, når hun beskriver, hvorledes vi på samfunds-, gruppe- og individniveau italesætter det at blive eller være gammel.
Når mennesker kommunikerer, siges langt fra alt; det, som vi formoder, modtageren allerede ved, udelades. På den måde kan nogle få sætninger, et motto eller i yderste konsekvens et enkelt ord blive til en fortælling. Det er i denne forståelse ordet fortælling skal opfattes hos Blaakilde (Swane 2002: s. 267), og ligeså hos denne forfatter.
Når dette studium indledes med uddrag fra et af Jan Gintbergs shows, er det fordi, han er et eksempel på, hvordan man kan fortælle sig selv ind i alderdommen. Det som Blaakilde kalder ”de små fortællinger” (Blaakilde 2000: s. 104).
Og hvad er det så, Gintberg siger? Han siger, at gamle mennesker har udslet (læs: sygdomme), at de fryser meget, de har en sød tand, samt en dårlig hørelse.
Det er en kendsgerning, at mennesket i takt med stigende alder gennemgår visse aldersrelaterede forandringer på molekylær-, cellulær-, organ- og organismeniveau, som forårsager nedsat reservekapacitet, samt mindre sensitive homøostatiske mekanismer (Swane 2002: s. 194), og det er også sandt, at antallet af smagsløg reduceres (Bondevik 1999: s. 121). Således kan der være nogen hold i Gintbergs indikationer, og derfor er der ikke endegyldigt tale om fordomme2. Men der er tale om alderisme, for aldersrelaterede forandringer er ikke universelle, og Gintberg foretager en stereotypisering af en minoritet.
Hvorfor bliver det så alligevel morsomt? Det ville vel være mere ondt end morsomt, hvis man gjorde nar af syge eller døve mennesker.
En forklaring kan være, at Gintberg solidariserer sig med de gamle. Han taler ikke om ”dem” og ”os”, men om sig selv som een af de gamle3.
Begrebet alderisme blev først introduceret af den amerikanske psykiater Robert Butler i 1969. Selve konceptet har ganske vist været kendt siden Aristoteles´ tid, men Butler var den første til at anvende termen ”ageism”. Hans definition lød:
”Alderisme kan ses som en proces af systematisk stereotypisering af, eller diskrimination imod, mennesker fordi de er gamle, nøjagtig det samme som racisme og sexisme gør ved hudfarve og køn” (Bytheway 1997: s. 42).
Butler blev mødt med en del negativ kritik, bl.a. blev han beskyldt for at være ”ny-alderistisk”, idet hans retorik skabte et skel mellem ”dem” og ”os”. Seniorforsker Bill Bytheway foreslår, at dele af kritikken kunne have været imødegået, om Butler i stedet for at skrive: ”....imod mennesker fordi de er gamle” havde udtrykt sig: ”imod os, når vi bliver regnet for gamle” (Bytheway 1997: s. 132).
Eftersom Jan Gintberg ingenlunde kan henregnes til gruppen af gamle4, er det en tilsvarende omskrivelse, der tillader ham at være morsom på de gamles omkostning.


Problemlegitimering
Der pågik i år 2000 en heftig offentlig debat omkring omsorgssvigt af gamle i den danske sundhedssektor. Den resulterede bl.a. i dannelsen af Pårørendegruppen for Svage Ældre, som året efter udgav ”Svage ældres vilkår i Danmark år 2000 – en Hvidbog”, hvor flere hundrede pårørende fortæller om omsorgssvigt af gamle svage mennesker (Sekjær 2001).
Man kan i skrivende stund, år 2006, følge en tilsyneladende fuldstændig identisk debat5.
Det bemærkelsesværdige i henhold til alderisme er, hvorledes ordet ”gamle” ofte benyttes i den sygdomsorienterede aldringsforståelse. De omsorgssvigtede plejekrævende gamle omtales blot som ”de gamle”, til trods for at størstedelen af gamle er selvhjulpne (Gulmann 2002: s. 10).
I Hvidbogens titel har man valgt at anvende udtrykket ”svage ældre”, hvilket tilkendegiver bevidstheden om, at det er en minoritetsgruppe blandt de gamle, der er tale om. Ikke desto mindre kan man finde adskillige udtryk for, at skribenterne opfatter det at blive gammel som lig med forfald og svækket egenomsorgskapacitet. Mere om dette aspekt i analysedelen.
I forbindelse med 2006 debatten kan man i ugebladet Fokus uge 33 læse, at statsministeren ”tager gassen af Thornings ballon”, ved at bevillige 1,7 milliarder ekstra til ældre og syge (Holstein 2006). Det er positivt, at der bliver skelnet mellem syge og ældre, men når ordene anvendes i samme åndedræt, så at sige, bliver de nemt at forstå som sidestillede. Når man har fulgt debatten og ved, at den ballon, som gassen skal tages af, er oppositionens anklage om, at regeringen svigter de svage, kan man tolke det derhen, at de svage er de gamle og de syge. I virkeligheden er det kun en mindre gruppe af de gamle, som er svage. Hvis man tolker helt ned i detaljen, således som det vil blive vist, at Blaakilde gør, kan man forstå ytringen derhen, at når man har behov for offentlig omsorg, er man enten syg eller gammel; alderdommen bliver således i sig selv et problem, men selv om der findes flere ældre, som bliver syge, end der gør i yngre befolkningsgrupper, så er der ingen sygdomme, som udelukkende har baggrund i alder (Amstrup 2004: s. 180).
I en folder fra fagforeningen 3f kan man læse, at 3f ikke synes, at de gamle skal passe sig selv. Nu er udtrykket ”at passe sig selv” svarende til et homonym6, idet det kan betyde enten ”at tage vare på sig selv” eller ”at blande sig udenom”. I et optimistisk øjeblik kunne man håbe på, at 3f ikke synes, at de gamle skal blande sig udenom, med det må man opgive igen, når man læser videre, for 3f synes ikke, at: ”De gamle skal passe sig selv, fordi kommunerne ikke har råd til hjemmehjælp og personale på plejehjemmene”. Men i virkeligheden er det jo ikke den store gruppe af gamle, de taler om, men derimod de funktionssvækkede gamle.
På den måde kan man i den offentlige debat hele tiden finde små eller større tilkendegivelser med et alderistisk islæt. I sin bredeste definition kan alderisme ramme enhver, men de gamle er mest udsat for den negative stempling (Gulmann 2001: s. 11), og den del af de gamle som er svagest, er de geriatriske patienter.
Der er de seneste år lavet en del undersøgelser, som har fokus på plejen af gamle.(Kjerholt 2004, Rosted 2003, Kjerholt 2000, Christhophersen 1999, Sørensen 1997). Det kunne være interessant af undersøge, om der er tegn på alderisme i disse undersøgelser.
Jeg har valgt at undersøge, hvorledes en eventuel alderisme manifesterer sig hos plejepersonalet, naturligvis med fokus på sygeplejestanden, i forbindelse med pleje af den geriatriske patient.
Projektets mål er at afdække, om alderismen er en medspiller i plejen af den geriatriske patient, og det vil i sagens natur være de tilfælde, hvor plejen ikke fungerer optimalt, som vil blive fremdraget.
Det overordnede formål er at begrænse alderisme, eftersom at ”sygepleje ydes uden nogen form for diskriminering” (Sygeplejeetiske retningslinier).


Problemformulering
Hvordan kommer en eventuel alderistisk holdning til udtryk i plejen af geriatriske patienter?

Metode
Valg af empiri
Som nævnt i afsnittet ”problemlegitimering” er der de seneste år kommet adskillige publikationer, der bearbejder pleje og behandling af geriatriske patienter. Enhver af disse kunne være genstand for dette projekts opmærksomhed. Jeg vælger, at lade Mette Kjerholts rapport ”Dialogen der blev væk” være min primære empiri.
Når jeg vælger ”Dialogen der blev væk”, er det, dels fordi Mette Kjerholt er sygeplejerske, og eftersom sygepleje er mit virksomhedsområde, giver det mening at vælge en forsker herfra. Dels er det forskning fra sekundærsektoren, som ligger til grund for undersøgelsen, og her vil det hyppigere være sygeplejersker, som varetager den daglige pleje, end det eksempelvis vil være i undersøgelsen ”Livskvalitet hos de svageste ældre” (Christophersen 1999), som er foretaget på 3 plejehjem; her vil hovedparten af den daglige pleje og omsorg være varetaget af andre faggrupper, social- og sundhedshjælpere og –assistenter, samt sygehjælpere og ufaglært personale.
Mette Kjerholts rapport er en kvalitativ undersøgelse. Den bygger på feltobservationer, gennemgang af skriftlig dokumentation, samt interviews af læger, sygeplejersker og patienter. Kjerholt har valgt at arbejde med en mindre homogen gruppe af informanter, hvis karakteristika på forhånd er defineret. I alt arbejder hun med 16 cases.
I henhold til nogle af de faktorer som jeg fokuserer på, påtvungen egenomsorg og manglende fokus på livsverdens7 værdier, finder jeg, at Kjerholt har overførbarhed8 til beslægtede undersøgelser (Rosted 2003, Christophersen 1999). Dertil kommer, at Kjerholt benytter triangulering, hvilket også er medvirkende til at tilføre rapporten validitet (troværdighed). Triangulering vil sige, at hun benytter flere forskellige metoder i sin forskning; der er tale om interviews, herunder fokusgruppeinterviews, feltobservationer, samt gennemgang af skriftlig dokumentation.


Valg af teori
Den teori, jeg har valgt at analysere min empiri med er: Teori omkring alderismebegrebet, Uffe Juul Jensens filosofi omkring ”Det moralske princip: Ansvaret for den svage”, samt Kari Martinsens omsorgsfilosofi.
For at belyse fænomenet alderisme vil jeg redegøre for Blaakildes reflektioner, som de er beskrevet i ”Den Store Fortælling om Alderdommen” og undersøge, om noget af dette er at genfinde i min empiri. Desuden skal alderismen belyses af Bill Bytheways bog ”Alderisme”, samt et udvalg af artikler, som er fundet med søgeordene ”alderisme”, ”geriatri”, samt ”gerontologi”.
Når jeg har valgt at anvende Uffe Juul Jensen med udgangspunkt i bogen ”Moralsk ansvar og menneskesyn”, er det på baggrund af, at Jensen dedikerer et kapitel i sin bog til at beskrive alderdommen og sætte det moralske princip i spil i henhold til ældrepleje.
Kari Martinsen har i sit tidlige forfatterskab været inspireret af Uffe Juul Jensen, og er derfor et naturligt valg som sygeplejeteoretiker. Jeg vil anvende de grundlæggende begreber i Martinsens omsorgsfilosofi i min analyse.
Kari Martinsen har, ligeledes i sit tidlige forfatterskab, gjort sig observationer og refleksioner omkring vedligeholdelsesomsorg kontra vækstomsorg. Dette er interessant i forhold til min tematik, idet geriatriske patienter som oftest har behov for vedligeholdelsesomsorg enten udelukkende eller i kombination med vækstomsorg.


Dette projekts metode
Dette projekt er et litteraturstudium. Min overordnede metode vil derfor være at indkredse eksemplariske dele af min valgte empiri og derefter at analysere denne vha. forskellige teorier for at skabe en konklusion.
Jeg vil skabe 2 cases udfra Kjerholts empiri, men derudover vil jeg også inddrage andre dele af rapporten, og der vil blive fremdraget eksempler fra de øvrige empiriske kilder. Derfor skal det også præciseres, hvad den eksemplariske tematik i de 2 cases er, dels i henhold til et omsorgssvigt af gamle, dels i henhold til alderisme. Den læser som har lyst, kan selv finde supplerende eksempler i de nævnte kilder.
Case A er konstrueret udfra en af Kjerholts feltobservationer, case B udfra et patientinterview.
Kjerholt anerkender det forhold, at forskeren i kvalitativ forskning udgør en væsentlig brik i analysen af data, og uddyber derfor sin forforståelse på et tidligt tidspunkt i rapporten ( Kjerholt 2000: s. 14), hvilket højner troværdigheden.
Forskerens forforståelse9 vil altid gøre sig gældende på et eller andet plan. Hvad man hæfter sig ved under feltobservationer vil altid være forskelligt fra person til person, da ingen er i stand til at se alt, og under et interview kan forskerens nonverbale udtryk påvirke informanten. Blot i transskriptionen af et interview ligger der en tolkning.
For at nå sin konklusion anvender Kjerholt en fænomenologisk10/hermeneutisk tilgang til sin analyse af det indsamlede materiale. Kjerholts konklusion bliver af betydning for mit projekt, fordi den er med til at underbygge min påstand om, at mine cases er eksemplariske i henhold til de faktorer, som jeg udleder.
Eftersom det er mig, der udvælger hvilke dele af empirien, der er relevante, og hvilke teorier der skal anvendes i analysen, vil resultatet uundgåeligt være præget af min position og mit menneskesyn.
Derfor skal det præciseres, at min forforståelse af begrebet ”omsorg” henholder sig til Kari Martinsens udlægning. Altså omsorg som et moralsk, praktisk og relationelt anliggende. Begrebet ”god sygepleje” henholder sig ligeledes til Martinsens filosofi forstået som ”svag paternalisme” , altså krydsfeltet mellem paternalisme og undladelsessynd eller respekten for autonomien. Grundbegreberne i Martinsens omsorgsfilosofi vil blive beskrevet i teoriafsnittet.
Opgaven kredser omkring begrebet ”alderisme” og vil derfor fra start til slut være gennemstrømmet af forsøget på at italesætte fænomenet for at kunne sætte det i spil i henhold til empiri og teori.


Præsentation af empiri - Dialogen der blev væk
Feltobservationer
Mette Kjerholts rapport er del af et forskningsprojektarbejde, som blev iværksat i 1995.
Feltet for undersøgelsen var 2 medicinske afdelinger, samt en geriatrisk afdeling.
Feltstudierne, som foretoges over det år, som det varede at inkludere patienterne, omfattede observation af konferencer, rapportgivning og andre mono- og tværfaglige møder, samt stuegange og gennemgange.
Under observation af konferencer konstaterer Kjerholt, at der primært, ja, næsten udelukkende fokuseredes på patienternes biomedicinske problemstillinger; sygeplejerskerne forholdte sig passive.
Også under forstuegange forholdte sygeplejerskerne sig overvejende passivt. Kun i yderst få tilfælde berørtes patientens psykiske tilstand. Den holistisk11 funderede sygeplejefaglige indfaldsvinkel, som sygeplejersker er uddannet til at bidrage med12, glimrede ved sit fravær.
De tagne beslutninger var lægens.
Ved den daglige middagsrapport var den stuegangsgående sygeplejerske styrende. Her berørtes af og til sociale og psykiske forhold, men man nåede aldrig hele vejen omkring patientens situation.
Næsten ingen beslutninger blev taget.
Omkring observationer af stuegange må det siges, at lægen overordnet har kommandoen; i mange tilfælde laver sygeplejersken ikke andet end at parere ordre, således udtaler en sygeplejerske: ”Jeg er bare kuli”(Kjerholt 2000: s. 39).
Den overordnede konklusion på feltobservationerne blev, at apparatfejlsmodellen lever i bedste velgående. Kun patienternes biomedicinske diagnose og behandling blev ofret større interesse. Patientens mentale tilstand og eksistentielle tanker havde ingen plads i henhold til beslutninger og behandling.
Sygeplejerskerne var meget passive i kommunikationen omkring patienten, og deres handlinger begrænsede sig som oftest til det fysiske (Ibid.: s. 50).


Interviews
Igennem rapporten hører man gang på gang Kjerholt fremhæve, hvordan det er det naturvidenskabelige perspektiv, der styrer praksis.
Under interview med sygeplejerskerne kommer det frem, at de fleste sygeplejersker er bevidst om, at der eksisterer et gab mellem ideal og realitet.
De giver udtryk for, at deres opgave er at arbejde fysisk, psykisk og social, at være patientens advokat og at afdække problemer udover de sygdomsmæssige. Men når de fortæller, hvad de rent konkret gør, siger de, at de er lægens højre hånd. At de arbejder efter maskinfejlsmodellen, og at det fysiske og instrumentelle har førsteprioritet.
Som barrierer for idealet angav sygeplejerskerne tidsnød som den altoverskyggende faktor. Tidsnød på baggrund af bl.a. personalemangel, overbelægning og krav om patientflow.
Under fokusgruppeinterview med afdelingssygeplejerskerne giver de medicinske sygeplejersker udtryk for, at den geriatriske pleje og omsorg nedprioriteres. Dette skyldes politik og økonomi og det faktum, at lægerne ikke fandt behandlingen af gamle prestigefyldt. Dog indrømmes det også, at de som akutsygeplejersker ikke er gearet til ældrepleje, med alt hvad dette indebærer af grundlæggende sygepleje.
Dette er i fuld overensstemmelse med Kjerholts feltobservationer.
I henhold til patientinterview konkluderer Kjerholt, at patienternes ønsker i forhold til det sundhedsfaglige personale primært går på respekt, interesse, nærvær, samtale og kontakt. Disse ønsker overstiger ønsket om udredning og behandling, som dog også er tilstede. Ønskerne indfries ikke (Ibid.: s. 60 – 62).
Meget kort sagt bliver Kjerholts overordnede konklusion ikke overraskende, at sygeplejens humanistiske værdier overtrumfes af de positivistiske værdier.


Præsentation af teori
Alderisme
Der findes næsten ligeså mange definitioner på alderisme, som der findes forfattere, der skriver om emnet, overordnet er dog den forståelse, at det drejer sig om ”en bevidst eller ubevidst diskriminering af ældre alene på grund af alder” (Sørensen 1997).
Som nævnt i indledningen har man kendt til alderistiske holdninger helt tilbage til Aristoteles´ tid, og der findes næppe en mere skånselsløst alderistisk forfatter eller filosof end Aristoteles. Han mente, at kroppen peaker omkring 30-35 års alderen, sjælen omkring 49 års alderen og, at det herfra kun går den forkerte vej. I sit værk ”Retorik” lister han 16 punkter til at beskrive gamle mennesker, og der er næsten ingen grænser for de negative egenskaber, han tillægger dem. De gamle er egoister, der har begået flere fejl (end de unge, som også beskrives i en samling udsagn), de er smålige, nærige, ondskabsfulde, svage og mistroiske, de hverken hader eller elsker, og så har de hang til jammer og jeremiader. Og der er meget mere af samme skuffe (Kirk 1996: s. 129 – 134).
Det er af flere fremhævet, at det, Aristoteles beskriver, nærmere er ældre med psykiske afvigelser end blot gamle mennesker, (Kirk 1995, Voldsgaard 2002: s. 25).Dette sygdomsorienterede aldringssyn kan man stadig genfinde dele af helt op i nutidens tænkning.
Den første definition formuleret af Butler, som allerede er præsenteret, affødte konstruktionen af begrebet ny-alderisme, det som professor i socialpolitik Alan Walker kalder filantropisk aldersdiskrimination. I denne forståelse ses gamle som ”stakkels”, og deres sociale problemer søges afhjulpet udfra medlidenhed snarere end som en borgerret (Walker 2002). Således kan ny-alderisme ses som analog til Kari Martinsens begreb sentimentalomsorg. Om dette begreb senere.
Bill Bytheway, som har beskæftiget sig indgående med alderisme, ser det en del bredere; således giver han eksempler på børn, som er blevet ofre for alderisme.
Hans første interesse for emnet opstod, da han hørte en Maggie Kuhn definere det som ”diskrimination af folk på basis af kronologisk alder”. Bytheway fandt, at dette var en lødig definition, men siden hen i forbindelse med eutanasi debatten, fandt han dog, at der var behov for at udvide begrebet og opstillede denne definition:
Alderisme er et sæt af overbevisninger, der udspringer af den biologiske
variation mellem mennesker, og som er relateret til aldringsprocessen.
Det er i samfundsorganisationernes tiltag – det der siges og gøres af deres repræsentanter – og i de synspunkter hos almindelige mennesker som det fører med sig, at alderismen bliver synlig.
I konsekvens heraf følger det at:
Alderismen afføder og forstærker en frygt for, og en bagatellisering af,
aldringsprocessen, såvel som stereotypiserende antagelser vedrørende
kompetencer og behov for beskyttelse.
I særdeleshed legitimerer alderisme brugen af kronologisk alder til at udskille klasser af mennesker som systematisk nægtes ressourcer og muligheder som andre nyder godt af, og som lider under konsekvenserne af en sådan bagatellisering, rangerende fra velmenende nedladenhed til utvetydig nedværdigelse (Bytheway 1997: s. 25 – 26).
De konsekvenser af alderisme, som forskellige forfattere tager fat om, er afhængige af de politiske og faglige briller, vedkommende har på. Alan Walker diskuterer alderismen op imod arbejdsmarkedet og beskæftigelse (Walker 2002), mens forfatter Maria Helleberg ser den forargelse, der kan brede sig omkring 40–50årige kvinder, der ønsker fertilitetshjælp, som dybt alderistisk (Helleberg 1997).
Speciallæge i geriatri Claus Moe betragter alderisme, som den modvilje behandlere kan have imod at tilbyde gamle patienter tilsvarende diagnostisering og behandling, som de gør yngre patienter. Claus Moe er fra sundhedspersonale ofte blevet mødt af den tanke, at hos gamle behøver man ikke være så pågående i undersøgelse og behandling; det ligger implicit, at de alligevel er så tæt på døden. Ifølge Moe er den overordnede tanke, at man ikke skal diagnosticere, når det ingen terapeutisk effekt får. Men, siger han, det er en fejlslutning, for man kan ikke beslutte ikke at behandle uden en diagnose, og hele spørgsmålet om kurativ kontra palliativ behandling kræver en præcis diagnose. Dertil kommer spørgsmålet om levetidsprognose, og i denne sammenhæng bør gamle have samme rettigheder som alle andre.
Det er også en almindelig myte, at svage gamle ikke ønsker kurativ behandling. Moe har i sin ph.d.-afhandling interviewet pårørende, personale og beboer på 16 plejehjem. Han fandt, at næsten alle gamle ønsker høj grad af behandling i tilfælde af sygdom, og hvad mere bemærkelsesværdigt er, havde dette ingen sammenhæng med graden af ADL13 funktioner. Det havde det til gengæld hos personalet, som valgte høj behandlingsgrad ved højt niveau og lav behandlingsgrad ved lavt niveau. Dette fænomen skal der ses nærmere på i analyseafsnittet. (Amstrup 2004: s. 178 – 183).


Den Store Fortælling
Blaakildes bog ”Den Store Fortælling om Alderdommen” er en dekonstruktion af begrebet alderdom. Jeg opfatter dekonstruktionen som del af den hermeneutiske cirkel eller spiral, som mange fortrækker at kalde det for at illustrere en udvikling. Efter det hermeneutiske princip skal delene ses i forhold til helheden. Helheden er, hos Blaakilde, selve begrebet alderdom, med alt hvad det ord, forstået som en fortælling, indeholder. Det er den fælles forståelsesramme, en generel virkelighedsopfattelse, som vi alle bliver socialiseret ind i via alle delene, sådan som de bliver kommunikeret ud i samtaler med andre og i medierne.
Blaakilde siger selv, at hun har til hensigt at sætte alle sine mange små ældrebilleder ind i en større sammenhæng. Således splitter hun helheden op og samler delene igen, alt sammen for at underbygge det postulat, at ”Den Store fortælling om Alderdommen” i sine grundlæggende omrids er negativ” (Blaakilde 2000: s. 35).
Blaakilde splitter ”Den Store Fortælling” op i de gode, de grimme og de virk´lig grumme historier, samt de små fortællinger.
De gode historier om gamle kan indeholde budskaber som: ”Johanne lærte at svømme som 87årig” (Ibid.: s. 45), ”Stålolde på raceren – en 82årig cykelentusiast” (Ibid.: s. 46), eller Johannes og Lillian på 75 og 77 gifter sig (Ibid.: s. 48). Alle eksempler fra dagspressen.
Hvis man forsøger at forestille sig disse historier fortalt uden opgivelse af alder, ville de være fuldstændig uinteressante. De handler om, hvad visse mennesker kan på trods af alder, og er som sådan blot ”glasur” på den store negative fortælling. Havde vi ikke i forvejen en generel negativ opfattelse af alderdommen, ville det heller ikke være så spændende for os, når vi bliver præsenteret for de positive elementer, som den kan indeholde. Blaakilde konkluderer: ”Selv tilsyneladende positive fremstillinger af ældre er kun positive, fordi de overrasker vor negative forventninger” (Ibid.: s. 59).
Overgangen fra de gode til de grimme over de grumme historier er noget flydende. Indholdet i de grimme dækker over de forudfattede meninger, der findes om, hvorledes gamle skal opfører sig, eksempelvis den journalist, der vedholdende vil vide, hvornår 80årige forfatter Jytte Borberg har tænkt sig at ”sætte sig hen” og nyde sit otium, til trods for at hun allerede har givet udtryk for ikke at have intentioner i den retning; eller 66årige Jørn Riel, der trods sin alder ikke har tænkt sig at lægge hverken pen eller rejser på hylden!
Vi får eksempler på fornægtelse af alderdommen, alderdommen forstået som lig med sygdom og infantalisering14.
I de grumme historier stereotypiseres alle gamle som syge, selv om dette langt fra er tilfældet (Ibid.: s. 80).
Disse historier befinder sig på samfundsniveau; de mange små fortællinger befinder sig på individniveau, og de er så at sige de gamles mestringsstrategi i henhold til at blive talt ind i Den Store Fortælling.
Der findes tilpasningsfortællinger, hvor individet har accepteret sin skæbne og fortælle med, gerne i prisende vendinger omkring rollen som aldrende, ofte i forhold til børnebørnene; man anlægger en ydmyg holdning, som passer fint ind i samfundsfortællingerne.
Gintbergs fortælling er en afart af tilpasningsfortællingen. Den har et stærkt negativt indhold, men han modtager dog sin dom. Dommen om alder.
Ikke alle ønsker at modtage dommen uden kamp, og så kan man fortælle forsvarsfortællinger som respons på de grimme fortællinger. Som 83årige Gertrud der mener at: ”...man er da ikke ældre, end man vil være”. Hun fravælger alderdommen. Eller 80årige Erik Andersen som begærer 20årige kvinder ”uden bagtanke, selvfølgelig”, for ”En 80årig er blot en 20årig, som er blevet 60 år ældre”. De fortæller begge med ved at hylde ungdommen (Ibid.: s. 138).
De, som ikke kan komme udenom dommen, kan fortælle angrebsfortællinger a la, ”Jeg mener der var mere hygge dengang”. Heri ligger en indbygget anklage mod de yngre.
Blaakilde siger selv, at hendes bog kan virke som en provokation, fordi tingene bliver skåret ud i pap, men at den er ment til at vække til eftertanke (Ibid.: s. 10). Det er ikke Blaakildes intention at pege fingre af nogen med de mange eksempler. Således er det da heller ikke min mening at bebrejde eksempelvis Anders Fogh eller fagforeningen 3f, som jeg citerer i indledningen, men blot at vise, at de i henhold til Blaakildes teori fortæller videre på den historie, som de er blevet eksponeret for. Man kunne med andre teorier tolke udtalelserne anderledes.


Det moralske princip
Professor og filosof Uffe Juul Jensen behandler i bogen ”Moralsk ansvar og menneskesyn” ”det moralske princip: ansvaret for de svage”. Det moralske princip udspringer af et kollektivistisk menneskesyn. I dette menneskesyn er vi alle forbundne og afhængige af hinanden. Denne afhængighed afføder nødvendigvis et magtforhold, det være sig mellem grupper såvel som mellem individer, og det er i henhold til denne magt, at det moralske princip kommer ind. Vi kan udøve den moralsk ansvarlige magt, som tilgodeser den svage parts ønsker og tarv, eller den moralsk uansvarlige som virker undertrykkende overfor den svage (Jensen 2000: s. 134).
Efter industrialiseringen er de liberale værdier kommet i højsædet. Vi hylder den individuelle frihed og værdier som autonomi, egenomsorg og privatisering. Privatisering her forstået som personligt ansvar for eget ve og vel, herunder helbredsmæssigt.
Man kan meget firkantet sige, at frihed er en liberal værdi og lighed en socialistisk. Med frihed er faktisk også indlejret i den socialistiske filosofi (Jensen 2001: s. 73), men forstås her ikke som endegyldig uafhængighed, eftersom afhængighed i et kollektivistisk menneskesyn ikke er negativt ladet, idet den er et grundlæggende vilkår.
Omvendt har lighed også en plads i den morderne liberal-demokratiske politik. Her forstået som ligelig fordeling af goder.
Således udtaler statsminister Anders Fogh da også, at ”venstre for længst har forladt tanken om, at den offentlige sektor bremser den personlige frihed” (TV 2 Nyhederne 12-08-06),
hvilket ellers er den hårde liberalismes filosofi.
Problemet med lighed i det moderne samfund er blot, at den i henhold til sundhedsvæsnet forstås som lige adgang til behandling og sundhedsmæssige ydelser, og som sådan kan den trods lighedstanken være med til at skabe et klasseskel, fordi ”nogle er bedre til at bruge de goder, samfundet stiller til rådighed, end andre” (Ibid.: s. 69).
Den liberale tradition, som gennemstrømmer det moderne samfund, har også bragt nye tanker om aldring og ældreomsorg med sig.
Helt op i nutiden har vi båret arven efter Aristoteles med os; altså alderdom set som en slags sygdom (Kirk 1995: s. 158). Nu har vi fået ”self-care teorier”. Disse teorier kan ses som et modspil til den ældgamle sygdomsorienterede aldringsmodel, men argumenterer Juul Jensen for, desværre ikke et sufficient modspil. Umiddelbart fremstår disse teorier meget sympatiske og ikke mindst positive overfor gamle, når de fortæller os, at alderdom slet ikke behøver at betyde sygdom og forfald. Med den rette livsstil kan selv meget gamle yde det samme som yngre, og vi foreholdes, at der er undersøgelser, som viser, at gamle kan være lige så gode til at huske som yngre (Jensen 2001: s. 147). Den gennemsnitlige levealder vil i fremtiden formentlig ligge omkring de 85 (Ibid.: s. 146), og i henhold til ”self-care” er det muligt at være aktiv til det sidste.
Indenfor sygeplejen fik egenomsorgstanken en fast plads i det teoretiske værdigrundlag, da Dorothea Orems teori om egenomsorg blev introduceret i slutningen af 1970’erne. Den er ofte nok blevet kritiseret for at bevæge sig bort fra det kollektivistiske menneskesyn (Dørfler 2005: s. 15 – 16).
Det kollektivistiske menneskesyn fordrer solidaritet. Det nærmeste liberalismen kommer solidaritet, er den sociale forståelse. Således findes der en god og lang tradition for velgørenhed i det liberale samfund. Forskellen mellem social forståelse og solidaritet er, at den sociale forståelse søger at afhjælpe nød, hvor solidariteten søger at ændre de vilkår, som ligger til grund for nøden (Jensen 2001: s. 123). Ny-alderismen er en del af den sociale forståelse, og den sociale forståelse er analog til Kari Martinsens sentimentale omsorg (Martinsen 1989: s. 56).


Omsorgsfilosofi
Kari Martinsen tager udgangspunkt i det kollektivistiske menneskesyn, som baserer sig på, at
vi alle er indbyrdes forbundne og afhængige af hinanden; afhængighed ses her som noget positivt: ”Det er gennem afhængighedsforhold, mennesket udvikler sin selvstændighed” (Martinsen 2006: s. 145). Ud af afhængigheden opstår den første af omsorgens 3 dimensioner: Det relationelle, som kort sagt består af en skønsmæssig vurdering af ethvert møde med et medmenneske for at afgøre, hvorledes vi bedst handler i overensstemmelse med livsytringerne (Ibid.: s. 147).
Den anden dimension er det praktiske. Dette illustrerer Martinsen med lignelsen om den barmhjertige samaritan. Det første, han gjorde, da han mødte den skadede jøde, var at rense og forbinde hans sår. Uden det praktiske bliver omsorgen borte (Ibid.: s. 16).
Den 3. dimension er den moralske, som er svarende til det moralske princip, som beskrevet hos Juul Jensen (Ibid.: s.15).
De spontane livsytringer er et springende punkt hos Martinsen. De er: Barmhjertighed, åbenhed (herunder åben tale), ærlighed og måske vigtigst – tillid. Disse livsytringer er før vor tydning af dem, og deres positive værdiladning er før vor vurdering ( Martinsen 1994: s. 115).
Martinsen er dog fuldstændig bevidst om, at der findes ondt i verdenen. Der findes negative livsytringer. Men disse er ikke spontane. De er ikke førkulturelle. De kan og skal forklares, for de er opstået pga. den måde, de spontane livsytringer er blevet mødt af medmennesket (Martinsen 2006: s. 151).
Det moralske princip om ansvaret for den svage fordrer hos Martinsen, akkurat som hos Juul Jensen, at magten anvendes moralsk ansvarligt, altså i solidaritet med den svage (Martinsen 1989: s. 17). Magtforholdet får speciel aktualitet i plejeforholdet, som er komplementært. Dels fordi den syge er sårbar, og dels fordi sygeplejersken har en faglig viden. Denne faglighed skal dog anvendes; det er rent faktisk vor pligt at byde ind med den. Dette kan gøres på flere forskellige måder. Martinsen behandler paternalisme, respekt for autonomien og ”føleriet”. Martinsen er en stor fortaler for sensitivitet i mødet med medmennesket. ”Føleriet” er det, som opstår, når sensitiviteten får lov at løbe linen så langt ud, at det kammer over, og patientens urørlighedszone krænkes. Det er den sentimentale omsorg, hvor medfølelsen begrænses til egne følelser. Dette kalder Martinsen for en omsorgens udartning.
Men omsorgen kan også kippe over i andre udartninger. Dels den rene paternalisme, hvor praksis begrundes i at fagpersonen altid ved bedst; patienten fratages mulighed for at deltage og bliver gjort magtesløs (Martinsen 2006: s. 154). Dels undladelsessynden, som opstår gennem respekten for den andens autonomi. Den udspringer af et individualistisk menneskesyn, og hvis respekten for den andens selvstændighed og uafhængighed bliver overordnet, svigtes det moralske princip (Ibid.: s. 166.).
Martinsen mener, vi skal være sensitive, men sensitiviteten skal være rettet imod den anden, og vi skal praktisere svag paternalisme, idet vi i kraft af vor faglighed af og til ved bedst.
Eftersom det kollektivistiske menneskesyn er en af grundpillerne i Kari Martinsens omsorgsfilosofi, er hendes beskrivelse af det morderne samfunds herskende værdier meget lig Juul Jensens, og det er tilsvarende tanker om det moralske princip og den moralsk ansvarlige magtudøvelse, der leder hende frem til at tale om vækst- og vedligeholdelsesomsorg.
Vækstomsorg er det pleje og behandlingsarbejde, hvor vi forventer, at patienten skal blive selvhjulpen og komme ud af patientrollen.
Vedligeholdelsesomsorg er knyttet til vedligehold, men også tilbagegang. Her forventes det ikke, at patienten skal blive bedre eller få større egenomsorgskapacitet. Det er en pleje som bygger på generaliseret gensidighed.
Martinsen arbejder med 3 forskellige typer af gensidighed. Den negative gensidighed kan vi se bort fra, da den, så vidt undertegnede er klar over, ikke forekommer i plejesammenhæng.
Den generaliserede gensidighed er den type gensidighed, som professionelt omsorgsarbejde bør bygge på. Den gensidighed, hvor en person drager omsorg for et andet individ uden at forvente nogen genydelse. Dog er det sagtens muligt, at den, som yder omsorgen, får et eller andet udbytte, det må blot ikke være noget mål i sig selv.
Den balancerede gensidighed består i et forhold mellem 2 parter, hvor begge yder noget. Den består oftest mellem venner, ægtefæller eller familiemedlemmer, altså i det private netværk, men kan dog også forekomme i forbindelse med vækstomsorg, idet der jo ligger en indlejret forventning til patienten.
Martinsen redegør for, at de fleste af sygehusvæsnets institutioner i dag er rettet ind imod den resultatorienterede vækstomsorg, og dette passer dårligt sammen med patienternes behov, idet de fleste patienter er ældre og kronisk syge, som har behov for vedligeholdelsesomsorg. Desuden er der langt større prestige i vækstomsorgen, og det er også her, der bliver brugt flest penge (Martinsen 1989: s. 71 – 81).
Martinsen siger, at alderdom, udfra den værdiramme som forherliger egenomsorg, er blevet noget negativt, at ”I tråd med fremveksten av det moderne industrisamfund har det utviklet seg en ”alderisme”, et sett av diskriminerende og negative holdninger overfor eldre (Ibid.: s. 44).
Vi bliver her givet endnu en vinkel på begrebet alderismes indhold. Vi må forstå Martinsen derhen, at det industrielle samfunds opprioritering af vækstomsorg på bekostning af vedligeholdelsesomsorg er at betragte som alderisme.


Cases
Jeg har udvalg 2 situationer fra rapporten, som jeg mener, er eksemplariske ikke blot i forhold til ”Dialogen der blev væk”, men også i forhold til tilsvarende projekter (Christophersen 1999, Rosted 2003) og i forhold til Hvidbogen (Sekjær 2000).
Jeg vælger at kalde dem case A og B.

Case A:
Tematik i henhold til omsorgssvigt: Manglende fokus på patientens livsverden, de humanistiske værdier og sygeplejens ekspressive aspekt.
Tematik i henhold til alderisme: ”Tilpasningsfortællinger”, samt mindre tilbud om diagnosticering og behandling.
En stuegangsepisode. Lægen, som kommer ind på stuen, præsenterer sig ikke men begynde at læse i journalen. Patienten snakker, men lægen henvender sig i første omgang kun til sygeplejersken; de taler lavmælt, patienten spørger, hvad de taler om, men få ikke andet svar end: ”Jeg taler lige med sygeplejersken”.
Uden at se på patienten spørger lægen til hendes faldepisode. Han læser stadig i journalen. Patienten svarer i et humoristisk tonefald; tonen tages ikke op. Hun småsnakker hele tiden; ingen svarer.
Patienten er hukommelsessvækket og kan ikke svare på alt, hvad lægen spørger om. Dette udløser den let humoristiske kommentar: ”Det kan jeg ikke huske.....I forlanger da også urimeligheder af et stakkels gammelt menneske som mig!” Tonen tages ikke op, patienten bliver blot fejet af, men forsøger alligevel igen med humor: ”Så må de meget undskylde.....det er det, jeg siger, jeg har holdt for mange fødselsdage....” Men nu få hun slet intet respons.
Lægen undersøger patientens knæ, siger hun har slidgigt, og at behandlingen ikke er operation men derimod piller, hvortil patienten svarer: ”Åh, ikke alle de piller”. Det meddeles kontant, at hvis hun har smerter, skal hun også have piller, så hun kan gå.
På et tidspunkt udbryder lægen, mens han læser i journalen: ”Halløjsa, hun er jo.....”
Nu bliver patienten nervøs og spørger, hvad hun er. Dette bliver der dog ikke svaret på. Heller ikke da hun spørger, om hun er sådan en vanskelig patient, bliver der svaret. Til sidst siger hun: ”Jeg har det ikke så godt”. Intet respons!
Patienten, som normalt er munter og pjattende, ligger efter stuegangen sammenkrøbet med den ene hånd knyttet op til munden (Kjerholt 2000: s. 40 – 41).


Case B:
Tematik i henhold til omsorgssvigt: Påtvungen egenomsorg, manglende respekt for autonomien, påført iatogen tilstand.
Tematik i henhold til alderisme: Manglende tilbud om vedligeholdelsesomsorg.
Patienten er en 78-årig kvinde, med meget stærke osteoporosesmerter pga. multiple sammenfald i ryggen. Desuden er patienten obstiperet, hvilket yderligere forværrer rygsmerterne. Den ordinerede behandling er smertestillende medicin, varme pakninger, fysioterapi, laksantia. Patienten har været vant til at klare sig selv med daglig hjemmehjælp om morgenen til at komme i brusebad og få støttestrømper på. Brusebadet virker smertestillende ved at løsne musklerne op, og på den måde kan patienten klare resten af dagen.
Patienten har altid sat en ære i at kunne klare sig selv og ønsker ingen medynk fra sine omgivelser. Hun vil ikke være til besvær for nogen, og hun har meget svært ved at bede om hjælp.
På hospitalet beder hun om at få hjælp til et brusebad om morgenen. Dette afvises af personalet under henvisning til, at det plejer man ikke, og der er heller ikke tid. Patienten beder så om at få hjælp til vask og påklædning. Dette afvises ligeså, for de har set, at hun selv kan. Der tages ikke hensyn til de mange smerter, som anstrengelserne volder patienten, således at hun udmattes og må tilbringe resten af dagen med at hvile sig
Da patienten har diarre pga. laksantia, beder hun om en bækkenstol ved siden af sengen. Igen afvises hun. Når hun ikke har bækkenstol hjemme, behøver hun det heller ikke på hospitalet. Afstanden til toilettet er dog længere på hospitalet end hjemme hos hende selv, og hver forflytning er smertefuld. Konsekvensen bliver, at patienten må tage en ble på, da hun ikke kan nå at komme ud på toilettet, inden hun har afføring.
Patienten føler sig til besvær, fordi hun altid selv skal bede om de ordinerede varme pakninger, og derfor vælger hun ofte at undvære med flere smerter til følge. Når patienten berettede om disse omstændigheder, var hun grædende og gav udtryk for at føle sig til besvær, og at hun ikke blev taget alvorligt af plejepersonalet. ''De hørte slet ikke på, hvad jeg sagde. De havde allerede bestemt sig for hvilken hjælp jeg kunne få inden de talte med mig” (Ibid.: s. 81 – 82).


Analyse og diskussion
Bytheways definition af alderismen kan virke noget kringlet, men der er flere årsager til, at jeg har taget den til mig: Tendenserne i ”Den store fortælling” smitter af på de gamle selv, således at de fortæller analoge småfortællinger (synspunkter hos almindelige mennesker), ny-alderismen er inkluderet (velmenende nedladenhed), og der inddrages foruden den kronologiske aldring, tillige den biologiske15.
Ofte vil en accelererende biologisk aldring være ligeså stærkt medvirkende til at afføde alderisme som den kronologiske, og under alle omstændigheder ser jeg, som de fleste andre, problematikken med mine faglige briller, og det vil være de biologisk aldrende gamle, som bliver geriatriske patienter. At vi lever i et samfund, som hylder ungdom og ungdommelighed er alle de alderisme forfattere, som jeg har læst, enige om. Således kan også ungdommelige gamle blive hyldet, som det illustreres i Blaakildes ”gode historier”. Og de ungdommelige er jo netop de, som har formået at omgå den biologiske aldring.
Når man nærlæser, ”Dialogen som blev væk”, finder man ikke mange direkte ekspliciterede alderistiske udsagn, men dette behøver ikke at betyde, at alderistiske holdninger ikke ligger indlejret, eftersom alderismen ofte lever sit liv i det skjulte så at sige, dvs. ligger implicit i fortællingen (Walker 2002: s. 146).
Faktisk er det sådan, at de fleste eksplisiterede alderistiske udtalelser kommer fra de gamle selv: ”Det kan jeg ikke huske.....I forlanger da også urimeligheder af et stakkels gammelt menneske som mig!” (Case A).
I dette udsagn ligger den indlejrede forforståelse, at gamle mennesker husker dårligt. Men dette er en stereotypisering, for langtfra alle gamle er hukommelsessvækkede, således udtaler professor i hukommelsespsykologi ved Århus Universitet Steen Folke Larsen:
”Det er en myte – hvis vi ser bort fra de omkring 15 procent, der bliver senile16 – at vi husker dårligere med alderen. Når man bliver ældre, begynder man bare at bruge alderen som undskyldning for glemsomhed. Den undskyldning bruger en 30-årig ikke” (Blaakilde 2000: s. 167).
Dette er således det, Blaakilde kalder en tilpasningsfortælling.
Og der er mange andre ”små fortællinger” i rapporten: ”Jeg har holdt for mange fødselsdage”, ”Han (lægen red.) synes ikke, jeg var uinteressant, bare fordi jeg er gammel og ubrugelig” (Kjerholt 2000: s. 46). Det sidste udtryk er ganske vist positivt ladet, men det, læseren bedes bemærke, er, hvorledes patienten betegner sig selv som gammel og ubrugelig. Patienten synes tilmed, at det ville være normalt, om lægen på den baggrund fandt vedkommende uinteressant.
Men ifølge Blaakilde opstår ”de små fortællinger” som respons på ”Den Store Fortælling”. Hvis vi formåede at fortælle mere nuancerede fortællinger om alderdommen, ville de små fortællinger måske have udspillet deres rolle (Blaakilde 2000: s. 160). Vi må derfor formode, at de selvstigmatiserende udsagn, vi hører fra geriatriske patienter, skyldes, at patienterne er blevet mødt med alderisme, det være sig implicit eller eksplicit.
I forsøget på at italesætte begrebet alderisme, er jeg ofte nok stødt på det postulat, at de gamle selv (samt velmenende pårørende) ofte er mindst ligeså alderistiske som øvrige befolkningsgrupper (Amstrup 2004: s. 173, Bondevik 1999: s. 38, Gulmann 2001: s.11). Men disse kilder tilbyder ingen forklaring.
Jeg har da også undret mig over, at der i Hvidbogen (Sekjær 2000) findes så mange alderistiske udtalelser fra de pårørende, som forsøger at tale de gamles sag. Man ser tilsyneladende de gamle i henhold til den sygdomsorienterede aldringsmodel. Blaakildes dekonstruktion er en kærkommen del af forklaringen på dette fænomen17.
Således kan man læse om en mor, der ”trods sine 75 år kan se og handle”. Den bagved liggende tanke, at man skulle blive blind og vanfør ved det femoghalvfjerdsindstyvende år, er grotesk. Man kan også se udsagnet som en af Blaakildes positive fortællinger, for det er jo fint, at moderen kan se og handle, men hvorfor er det nævneværdigt? Skribenten mener åbenbart, at det er usædvanligt.
Et andet eksempel er faderen, som ikke kan få hjemmehjælp, skønt han er 91. Og der kunne nævnes flere.
På den måde bliver Hvidbogen visse steder til en appel efter den liberale værdi ”social forståelse”, hvor solidariteten udebliver, og dermed bliver der i nogen grad tale om ny-alderisme. Hvis responset fra sundhedsvæsnet bliver i samme ånd som appellen, kan der nemt blive tale om sentimental omsorg.
De tydelige eksempler på ”selv-alderisme”, som vi ses i case A, er altså at henregne under tilpasningsfortællinger. Det virker måske voldsomt at skyde sundhedspersonalet i skoene, at de er skyld i patientens selvstigmatiserende adfærd. Men når patienten under et stuegangsforløb ytrer, at hun har holdt for mange fødselsdage, underforstået ”det betaler sig ikke at behandle mig”, så burde sygeplejersken, som i henhold til sygeplejeetiske retningslinier skal yde pleje uden nogen form for diskrimination, rette den misforståelse.
I henhold til Martinsens omsorgsfilosofi bør sygeplejersken reagere, fordi patientens appel er et udtryk for forbeholden tillid, en udleverethed, altså en spontan livsytring, og hvis den forbeholdne tillid skal kunne vokse, fordrer det, at den bliver modtaget i rette ånd, hvilket tillige fordrer, at sygeplejersken vover at udlevere sig selv i nogen grad (Martinsen 2006: s. 153). Dette er en del af det relationelle aspekt af omsorgen. Og når patientens udleverethed ikke bliver besvaret, gør det noget ved den spontane livsytring ”tillid”, som er indlejret i udleveretheden; livsytringen forsvinder eller bliver omdannet til sin modsætning (Ibid.: s. 146). Og vi ser da også på patientens reaktion, at hendes spontane livsytring er blevet svigtet: Hun ligger sammenkrøbet med en hånd knuget op til munden.
”Den som tier, samtykker” hedder et gammelt sige, og ved ikke at besvare appellen, understøtter sygeplejersken i den grad alderismen.
Det, som yderligere er bemærkelsesværdigt i henhold til sygeplejen, er, at patienten kan ytre tre stærkt affektive udtalelser, som man ser til sidst, uden at nogen reagerer. Hun i den grad appellerer til menneskelig omsorg, og til trods for at der er en sygeplejerske tilstede, er det helt omsonst. Det vil være en underdrivelse at sige, at der ikke er fokus på livsverden, her er nærmere tale om er bevidst ignorering.
Når sundhedspersonale bliver bevidstgjort om et behov hos en patient men undlader at reagere, er der tale om en undladelsessynd i omsorgsfilosofisk forstand.
Hvis vi igen vender os imod Kjerholt, så ses der faktisk også alderistiske udtalelse fra sundhedspersonalet. En enkelt læge er ærlig nok til at sige ligeud, at:
”På akutte medicinske afdelinger kan man sagtens forstille sig, at der vil være et mindre engagement til at imødekomme de gamle patienters krav i forhold til at imødekomme den unge akut syge medicinske patient” (Kjerholt 2000: s. 62).
En anden læge udtaler: ”Man skal ikke for enhver pris undersøge og behandle, hvis forholdene er sådan, at man er bedst tjent uden”, og Kjerholt stiller det retoriske spørgsmål: ”Hvem bestemmer det?” og med hendes rapport i hånden kan man svare, at det gør sandsynligvis lægen!
Det ses også i case A, hvorledes der vælges en lindrende behandling frem for en kurativ uden nærmere udredning, og dette går igen i flere af Kjerholts cases.
Vi skal se nærmere på det rimelige i disse dispositioner, som relaterer sig til Claus Moes indlæg i alderismedebatten.
Hvem skal bestemme, hvad patienten er bedst tjent med? I henhold til Moes undersøgelse bør det være patienten selv, for personalet har ikke indblik i de svage gamles ønsker.
Moe siger, at kontraindikationen for behandling oftere er tilstede hos gamle, men dette skyldes aldrig alderen i sig selv men derimod konkurrerende sygdomme, som jo sandt nok oftere vil forekomme hos gamle (Amstrup 2004: s. 182). Ikke at udrede og behandle som rutine er alderisme!
Martinsens omsorgsfilosofi siger, at vi skal udøve svag paternalisme, og denne fordrer også respekt for patientens autonomi i nogen grad, da den jo bevæget sig i krydsfeltet mellem paternalisme og respekt for autonomien (Martinsen 2006: s. 166). Hvis vi vil arbejde udfra denne filosofi, bliver vi nødt til at medvirke til at få patientens ønsker afdækket.
Man kan så indvende, at det er lægen, der skal tage stilling til udredning og behandling, men der står i sygeplejeetiske retningslinier, at vi i konfliktsituationer skal varetage patientens tarv, så en sygeplejerske burde aldrig acceptere sådanne alderistiske rutiner, og det får vi masse eksempler på hos Kjerholt, at de gør.
En kvinde beder endog direkte om at få sin ryg undersøgt; dette afvises af lægen. Sygeplejersken, som ellers er en af de få, der viser patientens livsverden oprigtig interesse, forholdt sig passiv i henhold til lægens disposition (Kjerholt 2000: s. 44).
Dette er ikke svag paternalisme, for i denne skal patientens autonomi gives plads.
Nutidens gamle bliver ofte beskrevet som nøjsomme og uprætentiøse. Dette kan i sig selv tolkes som alderistisk, ligesom når deres børn kaldes den krævende 68 generation, og deres børnebørn den forkælede nåå-generation. Det er alderistisk, fordi der er tale om en storeotypisering.
Men Kjerholt viser dog i sin undersøgelse, at der generelt er en tendens i den retning.
Vi ser det tydeligt i case B. Patienten er så ydmyg, at hun, til trods for fatale konsekvenser, afstår fra en lindrende behandling, som allerede er ordineret, blot for ikke at gøre væsen af sig; selv en falsk fækal inkontinens må hun affinde sig med af samme konto.
Her er der virkelig tale om bagsiden af den medalje, som Blaakilde kalder tilpasningsfortællinger. Patienten ikke bare tilpasser sig, hun affinder sig med en statuering af magt i form af omsorgssvigt og rendyrket paternalisme. Det er rendyrket paternalisme i henhold til Martinsens omsorgsfilosofi, fordi patientens ønsker slet ikke tages i ed, dermed suspenderes hendes autonomi fuldstændigt, og på den måde bliver hun gjort magtesløs (Martinsen 2006: s. 154).
Under interviews med patienterne, fremkommer mange tilkendegivelser om, at de gamle ikke bryder sig om at være eller føle sig til besvær, og der henvises bl.a. til den tid, man kommer fra (Kjærholt 2000: s. 62).
Kjerholt henviser til, at de gamle er vokset op i et bondesamfund, hvor de solidariske værdier har hersket, og de derfor har svært ved at begå sig i det nuværende kapitalistiske samfund, hvor individualismen er i højsædet (Ibid.: s. 80).
Dette stemmer overens med Juul Jensens tanker om, at det morderne liberale samfunds lighedstanke ikke tager højde for, at visse svage grupper ikke er i stand til at benytte tilbudene. De geriatriske patienter er en sådan gruppe. Det kommer tydeligt frem i case B, at patienten har behov for en anden form for omsorg, end den der bygger på self-care.
Problemet med self-care teorierne er, at de er forankret i den liberale tankegang, at enhver er herre over sit eget liv. Der ses bort fra faktorer som miljø, genetik og social arv. På den måde komme de i konflikt med det moralske princip, som bygger på solidaritet.
Juul Jensen ser det billede for sig, at en gamling på 85 løber direkte ind i døden. Og hvad er der så galt med det billede? Det er alderistisk, fordi det bygger på ungdommens værdier og fornægter som sådan alderdommen. Det er udformet af yngre mennesker, og der er ikke taget højde for de gamles egne værdier og ønsker.
Det er en del af ”De grimme historier”, som Blaakilde præsenterer os for, akkurat som når Den Danske Bank i en reklame proklamerer, at deres seniorrådgivning er for dem, der har andre planer med livet end at bliver gammel (Blaakilde 2000: s. 63). Det er altså tilstræbelsesværdigt at nå en høj alder, man må bare ikke blive gammel. Biologisk, social og psykologisk alder skal åbenbart helst suspenderes!
Det er en form for ny-alderisme, hvor man i stedet for at sige: ”Nu skal vi hjælpe jer stakler”, siger: ”Kom så, I kan godt” underforstået: ”Ligesom vi andre, der selvfølgelig er den ”rigtige” referenceramme”.
Sygeplejerskerne i case B er åbenbart stærkt inspireret af teorier svarende til self-care teorierne, som beskrevet hos Juul Jensen. Sygeplejerskerne ser begrebet egenomsorg, som den liberale værdi der tilstræber størst mulig uafhængighed. Dette ses derudaf, at de ikke ønsker at støtte patienten med praktisk hjælp. Patienten kan ikke blive hjulpet med hverken bad eller anden form for hygiejne, og der kan ikke blive tale om hjælp til elimination i form af en bækkenstol, selvom patienten har argumentation for sine behov. Men i virkeligheden kan det også være egenomsorg at bede om hjælp til visse basale funktioner, således at man har overskud til at indfri sociale- og selvrealiseringsbehov18. Det vil det være i et kollektivistisk menneskesyn, som ser afhængighed som et eksistentielt vilkår. Martinsen siger ganske vist, at af omsorgens 3 særkender er det moralske overordnet (Martinsen 2006: s. 145-146), men vi får også med lignelsen om den barmhjertige samaritan illustreret, hvorledes man er nødsaget til først at befatte sig med det praktiske (Martinsen 1989: s. 15). I omsorgsfilosofisk forstand forsømmes dette omsorgens særkende, som den praktiske dimension er.
Man ser fuldstændigt bort fra patientens ønsker og fratager hende på den måde al autonomi. Det bliver, i henhold til både Juul Jensen og Martinsen, til en umoralsk anvendelse af magt, fordi uøvelsen ikke foregår under hensynstagen til den svage parts ønsker. Det virker paradoksalt, eftersom egenomsorg og autonomi burde gå hånd i hånd. Begge dele er gode liberale værdier. Men når egenomsorg ses som værende lig med uafhængighed, bliver egenomsorg og autonomi til uforenelige værdier i henhold til den geriatriske patient, som ikke kan leve op til kravene.
Kravet om egenomsorg bliver til ren paternalisme, og ironisk nok kommer man i forsøget på at gøre patienten selvhjulpen af sted med at påføre hende en iatogen lidelse19, nemlig falsk inkontinens, hvilket indebærer en svækkelse af egenomsorgsniveauet.
Case B er også et eksempel på hvorledes institutionen ikke levner plads til vedligeholdelsesomsorgen. Patienten har behov for basal sygepleje, hjælp til hygiejne og til udskillelse, funktioner som vi henregner under den grundlæggende sygepleje. Men patienten får det svar at” det plejer vi ikke her”, eller at personalet jo ved, at hun kan selv.
Den type omsorg, som man tilbyder, er i højere grad baseret på balanceret gensidighed end på generaliseret, for det forventes til gengæld for omsorgen, at patienten skal ”levere varen” i form af selvhjulpenhed. Martinsen siger, at den omsorg som er baseret på generaliseret gensidighed bestemmes udfra modtagerens situation, ikke af tjenestens karakter i og for sig (Martinsen 1989: s. 73). Når man siger ”det plejer vi ikke”, eller ”vi ved, du kan selv” uden at reflektere over, hvad der ligger til grund for patientens appel, så er det jo lige præcis tjenestens karakter og ikke patientens situation, der ligger til grund for beslutningerne.
Men når der intet fokus er på patientens livsverden, bliver der heller ikke basis for at vurdere patientens situation. Systemet har så at sige koloniseret livsverden20. ”Livsverden er verden set fra deltagerperspektiv” (Andersen 2005: s. 379). Selvom patienten forsøger at byde ind med sit perspertiv, inddrager sygeplejerskerne det ikke i plejen men gør tingene i henhold til stedets rutiner.
Igennem kjerholts rapport ses det, hvorledes det er det, som Martinsen kalder formålsrationaliteten, der har førsteprioritet. Der ofres megen energi på patientflowet, patienterne skal sendes hjem, hvis de ikke kan henvises eller evt. ikke ønsker undersøgelser, og der skal helst resultater på bordet hele tiden. Men Kjerholts patientinterviews viste, at de geriatriske patienter i højere grad efterspurgte livsverdens værdier, og det ses også i mine cases, at de forsøger at give udtryk for deres behov, men alle deres appeller suspenderes af det bestående paradigme. Det ses også, hvorledes patienterne påvirkes psykisk af deres møde med systemet: ”Patienten ligger efter stuegangen sammenkrøbet med den ene hånd knyttet op til munden” (case A), ”Når patienten berettede om disse omstændigheder, var hun grædende” (case B).
Kari Martinsen siger med Løgstrup, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre uden at holde noget af dets liv i hånden, det være sig lidt eller forfærdende meget, samt at vi med vor blotte holdning sætter farve og tone på medmenneskets verden (Martinsen 2006: s. 151). Den måde, vi farver medmennesket verden på, ligger i den facon, på hvilken vi modtager den andens livsytringer. Når en patient ytrer ”.....jeg har holdt for mange fødselsdage”, ”Åh, ikke alle de piller” eller, ”Jeg har det ikke så godt” (case A), er den spontane livsytring ”åben tale” i spil. Det, at patienten bagefter ligger med hånden knyttet op til munden, kan tolkes som, at hendes åbne tale er blevet svigtet.
Og når en patient vover sig frem og beder om hjælp til hygiejne og elimination (case B), er det et udtryk for tillid. Patienten siger til slut: ”De havde allerede bestemt sig for hvilken hjælp jeg kunne få inden de talte med mig”. Den spontane livsytring ”tillid” er blevet omdannet til sit negative modstykke ”mistillid”. Mistillid må altid begrundes, siger Martinsen (Martinsen 2006: s. 151). Den er opstået pga. den måde, tilliden er blevet mødt på.
Vi må drage den konklusion, at vi som sundhedspersonale holder en god del af den geriatriske patients liv i hånden, idet vi tydeligvis farver deres stemning.
Under henvisning til Kuhns paradigmeteori21 mener Kjerholt så optimistisk at kunne fornemme, at der er ved at ske et opbrud i den retning, at det naturvidenskabelige paradigme ikke længere opfattes som fyldestgørende (Kjerholt 2000: s. 89).
I arbejdet med dette projekt har jeg ikke kunnet nikke genkendende til dette fænomen.
Tværtimod synes der at være forskellige faktorer, som trækker i den anden retning, altså i retning af at styrke et naturvidenskabeligt paradigme. Iblandt disse faktorer tæller den evidensbaserede sygepleje. Kari Martinsen fremhæver, at den evidensbaserede sygepleje er afledt af den evidensbaserede medicin og som sådan er baseret på de samme videnskabelige kriterier (Martinsen 2006: s. 89). Disse kriterier udgøres af det klinisk kontrollerede forsøg, samt statistik. Altså kvantitative metoder. Evidensbaseret forskning kan løse mange problemer, men ikke alle. Martinsens kritik går på, at der ikke tages hensyn til den komplementaritet, der består mellem naturvidenskab og humaniora. I mellemmenneskelige forhold er der behov for detaljerigdom og nuancer for at skabe præcisering, mens det forholder sig modsat indenfor evidensbaseret medicin. I de tilfælde hvor kvalitativ forskning får en plads i et evidenshierarki, er den rangerende på lavere niveau (Ibid.: s. 94).
Undertegnede har set på en artikel, som for øjeblikket er at finde i fagbladet Sygeplejerskens arkiv. Denne artikel omhandler evidensbaseret sygepleje og indeholder et hierarki til vurdering af styrke og niveau af evidens (Christensen 2000: s. 9). Det er nedslående at konstatere, at Martinsens pointe går igen. Højeste styrke kan kun opnås vha. randomiserede, kontrollerede undersøgelse. Det er svært at gennemskue, om der eventuelt kunne blive plads til lidt kvalitativitet længere nede i hierarkiet, men om der kan, må vi tilslutte os Martinsen, når hun siger, at når der gøre plads til kvalitativ forskning, så presses den ind i den specielle kvantitative måde at forske og publicere på (Martinsen 2006: s. 96).
Den evidensbaserede medicin har vist sin samfundsøkonomiske nytte, siger Martinsen (Ibid.: s. 93) og på den måde understøtter den formålsrationaliteten. I det sygerum, der skabes udelukkende på disse præmisser, bliver der ikke plads til den vedligeholdelsestrængende patient.
Måske er det heller ikke nødvendigt med noget så dramatisk som et Kuhnsk paradigmeskifte22. Det burde være muligt at integrere generaliseret gensidighed, solidaritet og livsverdens værdier i et moderne behandlings- og plejeparadigme. Men det kræver, at vi som sygeplejersker vover at byde ind med de dele af vor viden, som relaterer sig til patientens livsverden og kræve respekt for den del af videnskaben, som er humanistisk funderet, og som vi er uddannet til at inddrage i patientplejen.


Konklusion
Det har vist sig at begrebet ”alderisme” er meget komplekst og vidtfavnende og kan, alt efter hvilket teoretisk perspektiv man anlægger, dække over en bred vifte af forskellige former for diskrimination og forfordeling23.
Når der nu skal svares på, hvordan alderisme kommer til udtryk i plejen af den geriatriske patient, må der gives mere end et svar.
- Alderismen kommer til udtryk som en tilbøjelighed til ikke at diagnosticere og behandle geriatriske patienter ligeså sufficient som yngre patienter. Denne type alderisme kommer til udtryk som direkte ekspliciteret af læger, den understøttes af sygeplejersker, og den ligger indlejret i det formålsrationelle og resultatorienterede paradigme.
Det er den type alderisme, som relaterer sig til Claus Moes ph.d.-afhandling, hvor han fandt, at der er inkongruens mellem, hvad plejepersonale tror, geriatriske patienter ønsker af behandling, og det som patienterne rent faktisk selv ytrer, hvis man spørger dem (Amstrup 2004: s. 178).
- Den kommer til udtryk i den værdi, som lægges i begrebet egenomsorg. Når egenomsorg ses som uafhængighed, lades den geriatriske patient i stikken. Det er det som hos Juul Jensen beskrives som det liberale menneskesyn, en ”tag-vare-på-dig-selv” strategi (Jensen 2001: s. 148). En alternativ forståelse af egenomsorg ligger i det kollektivistiske menneskesyn, som ser afhængighed som et grundlæggende vilkår i menneskelivet.
- Den kommer til udtryk som nedprioritering af vedligeholdelsesomsorg. Dette sker både i direkte kontakt mellem sygeplejersker og patienter, som det ses i case A, hvor kommunikationen og dermed den psykiske omsorg forsømmes, og i case B hvor den praktiske sygepleje udebliver. Og det ses i et paradigme, hvor den grundlæggende sygepleje betragtes som mindre prestigefyldt end den specialiserede pleje. Dette kommer til udtryk i interviews med sygeplejerskerne, og er svarende til Kari Martinsens behandling af emnet.
- Den kommer i høj grad til udtryk som selvstigmatisering hos de geriatriske patienter. Denne selvstigmatisering understøttes af pårørende, som ser aldring i det gamle sygdomsorienterede perspektiv, således som det eksempelvis kommer til udtryk i Hvidbogen, hvilket er beskrevet i analyseafsnittet. Holdningen hos patienterne understøttes ofte af sygeplejersker, når de ikke tager imod patienternes udleverethed, men er set i et bredere perspektiv produkt af et samfund, som hylder ungdommelige værdier, således som det beskrives hos Blaakilde.
Det som er fælles for alle disse faktorer er den manglende interesse for livsverdens værdier. Hvis livsverden bliver koloniseret af systemet, sker det ikke pga. alderisme, men der er alligevel en kobling på den måde, at alderistiske rutiner har bedre mulighed for at overleve i et miljø, hvor livsverdens værdier ikke har indflydelse.
Som det fremstår i Kjærholts empiri, hersker der i høj grad et biomedicinsk paradigme, som ikke levner megen plads til humanistiske værdier. Sygeplejersker er uddannet til at arbejde holistisk og skal dermed interessere sig for det hele menneske fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt, men i praksis er det det fysiske, som dominerer.
Det vil falde udenfor dette projekts rammer at afdække, hvorfor det er sådan, og det ville da også være helt ude af proportion at sige, det er alderisme, der er skyld i det.
Det man til gengæld kan sige er, at det bliver alderistisk, fordi de geriatriske patienter netop har behov for den type pleje, som bliver nedvurderet. Dette fremgå af Kjerholts patientinterviews, under hvilke hun får afdækket, at patienterne efterlyser tid til nærvær, respekt, interesse og tæt kontakt til personalet, men også den fornødne praktiske hjælp.
Skal vi gøre os håb om at komme alderisme i plejen af geriatriske patienter til livs, bliver der nødt til at gives plads til humanistiske værdier, og der bliver nødt til at skabes en større respekt omkring den del af pleje og behandling, som har med vedligeholdelse og tilbagegang at gøre.
Godtager vi Blaakildes påstand om, at Den Store Fortælling om Alderdom på samfundsniveau overvejende er negativt farvet, vil et mere nuanceret billede af gamle kunne være med til at dæmme op for alderistiske holdninger, også i den del af samfundet som består af sundhedsvæsenet.
Det er da også et mere nuanceret syn på gamle, som Uffe Juul Jensen efterlyser, når han siger, at hverken det gamle sygdomsorienterede aldringssyn eller self-care modellerne er i stand til at indfange gamles behov. At vi bør fremelske nogle holdninger, som bygger på de gamles egne behov og holdninger (Jensen 2001: s. 161) Dette vil i endnu højere grad blive nødvendigt i et samfund, hvor den gennemsnitlige levealder er blevet så høj, at vi har fået behov for at tale om de unge gamle og de gamle gamle24.


Perspektivering
Hvordan skal vi begynde at fortælle og tænke mere nuanceret om alderdommen? Myterne er meget sejlivede, det ses bl.a. derved, at dele af aristoteles´ tænkning er at genfinde hos moderne mennesker.
For ganske nylig var det en nyhed på de landsdækkende tv-stationer, at gamle mennesker generelt ikke er mere ensomme end andre befolkningsgrupper. Det viser en ny stor undersøgelse (TV 2 Nyhederne 19-09-06). Men hvorfor er det en nyhed? Tilsvarende undersøgelser er for længst lavet, og tallene har ikke ændret sig i 20 år (Teknologirådet 29-11-02: s. 4).
Når emnet stereotypisering behandles, nævnes det ældgamle stokkesymbol ofte som værende håbløst ude af trit med tiden (Blaakilde 2000: s. 84), og symbolet har da også rødder tilbage til de egyptiske hieroglyffer og stammer således fra år 1580 før vor tidsregning (Ibid.: s. 21). Symbolet er med til at fastholde det, som Stokkebæk kalder ”det krumbøjede ældrebillede” (Stokkebæk 1999: s. 198), altså aldring som værende lig med regression og forfald.
Da Forskningsministeriets arbejdsgruppe om Aldringsmodeller i 1999 udgav publikationen ”Et slag for alderen – med forskning og handling”, forsøgte man at lancere golfkøllen som et ligeværdigt supplement til stokken. Det ser ikke ud til, at hverken golfkøllen, eller det som den skulle symbolisere, er slået an.
Det, Blaakilde kalder ”sokkemetoden”, henviser til det forhold, at visse ord med jævne intervaller bliver udskiftet med eufemismer25. Engang var det en respektfuldhed at kalde folk for oldermand eller olding, men siden hen blev disse betegnelser politisk ukorrekte, og vi fik i stedet ordet gammel. I dag er olding nærmest at forstå som en fornærmelse. Men ordet gammel har lidt en næsten ligeså krank skæbne, for i dag er det mere korrekt at sige ”ældre”, og så småt er vi ved at gå over til udtrykkene ”seniorer” eller den 3. alder.
Blaakilde mener, at disse omskrivninger fra sprogbrugernes side faktisk er ment positivt; man vil gerne undgå det negative indhold i ordene (Blaakilde 2000: s. 173), men det hjælper ikke at trække nye sokker på, hvis man ikke gør noget ved foden.
Blaakilde håber og tror på, at den såkaldte 68-generation, som er på vej ind i ”den 3. alder”, vil tage ordet gammel på sig og tilføre det nye og mere nuancerede fortællinger og på den måde rehabilitere ordet (Blaakilde 2006: s. 2). Måske kan der ligefrem blive tale om et alderdomsoprør, svarende til det ungdomsoprør, som nævnte generation forestod (Blaakilde 2000: s. 200).
Hvis vi tror på det, når Blaakilde siger, at ordet ”gammel” er politisk ukorrekt, så ser denne skribent allerede nu en opblødning, idet man faktisk ikke så sjældent hører ordet brugt, om ikke positivt, så i al fald neutralt.
Uffe Juul gør sig nogle tilsvarende tanker om 68-generationen som Blaakilde, når han siger, at der indenfor den nærmeste fremtid vil blive sluset en stor mængde ressourcestærke individer ind i gruppen af unge gamle; og disse, siger han, vil formentlig kunne formulere deres krav og ønsker med større gennemslagskraft.
Han foreslår, at de mange unge friske gamle får en central rolle i omsorgen for de svage gamle gamle. Der synes at være grundlag for et sådant arrangement. Man kan i Teknologirådets nyhedsbrev til folketinget fra juni 2002 læse, at mange ældre deltager i frivilligt arbejde, og at flere endnu har lyst, hvis de blev spurgt, for de mener selv ”at have masser omsorg tilbage” (Teknologirådet 2002).
I år 2035 formodes der at være 1,2 millioner mennesker over 65 (Teknologirådet 29-11-02). Hvis alle disse mennesker står sammen i solidaritet, vil de have en vis gennemslagskraft, også til at kræve respekt for deres autonomi. Det bliver interessant at se, hvad fremtidige generationer vil gøre med deres alderdom, og ikke mindst hvordan dette vil influere på behandlersystemets tænkning om gamle.



Kildefortegnelse

Amstrup, Kirsten & Ingrid Poulsen reds. Geriatri – en tværfaglig udfordring. København: Munksgaard Danmark 2004. Kap. 3- 5-10-12-14-16. 96 sider

Andersen, Heine & Lars Bo Kaspersen reds. Klassisk og moderne samfundsteori. København: Hans Reitzels Forlag 2005. Kap 20. 23 sider

Blaakilde, Anne Leonora. Den Store Fortælling om Alderdommen. Viborg: Munksgaards Forlag 2000. 200 sider
- Da alderstrappen trippede. Kristeligt Dagblad 16-02-2006. 2 sider

Bondevik, Margareth & Harald A. Nygaard reds. Tverrfaglig geriatri – En innføring. Bergen: Fagbokforlaget 1999. kap. 3- 11- 23. 30 sider

Bytheway, Bill. Alderisme - Fordomme omkring alder og diskrimination mod ældre. Frederikshavn: Dafolo a/s 1997. 141 sider

Christensen, Doris & Susanne Zielke. Evidensbaserede kliniske retningslinier. Sygeplejersken, blad nr. 17 2000. 9 sider

Christophersen, Jorun. Livskvalitet hos de svageste ældre – En undersøgelse af 3 plejehjem. København: Ældresagen 1999.

Dørfler, Lene & Helle Ploug Hansen. Egenomsorg – en litteraturbaseret udredning af begrebet. Sundhedsstyrelsen 2005. 20 sider

Fjelland, Regnar & Eva Grengedal. Videnskab på egne præmisser – Videnskabsteori og etik for sundhedspersonale. København: Munksgaard Danmark 2001. Kap. 1 – 4. 70 sider

Forskningsministeriet. Et slag for alderen – Med forskning og handling. København: Forskningsministeriet 1999.

Gulmann, Nils Christian. Praktisk gerontopsykiatri. København: Hans Reitzels Forlag 2001. Kap. 1 – 2. 22 sider

Helleberg, Maria. Alderisme. Berlinske Tidende 11. maj 1997.

Holstein, Bjørn Evald, Lars Iversen & Tage Søndergård Kristensen. Medicinsk sociologi. Foreningen af danske lægestuderendes forlag 1997. Kap. 8. 18 sider

Holstein, Erik & Jeppe Facius. Fogh afvæbner oppositionen. Fokus, uge 33 2006. Side 4-5.

Jensen, Uffe Juul. Moralsk ansvar og menneskesyn. København: Munksgaard 2001.
180 sider

Jerlang, Espen red. Udviklingspsykologiske teorier – en introduktion. København: Munksgaard 1998. Kap. 7. 19 sider

Kirk, Henning. Da alderen blev en diagnose. København: Munksgaard 1995. Kap. 1 - 5. 140 sider

Kjerholt, Mette. Dialogen der blev væk. Glostrup: KAS Glostrup 2000. 95 sider
- Omsorgssvigt i plejen til gamle – hvad og hvorfor. Aarhus: Institut for . Sygeplejevidenskab 2004 79 sider

Launsø, Laila & Olaf Rieper. Forskning om og med mennesker. Forskningstyper og forskningsmetoder i samfundsforskning. København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2005. Kap. 1 - 2 . 27 sider

Lyngaa, Janne red. Sygeplejefag – reflektion og handling I. København: Munksgaards Forlag 2000. Side 171 – 172.

Martinsen, Kari. Samtalen, skønnet og evidensen. København: Gads Forlag 2006. 174 sider
- Fra Marx til Løgstrup – Om etik og sanselighed i sygeplejen. København: Munksgaards Forlag 2000. Side 111 – 123. 12 sider
- Omsorg, sykepleie og medisin – Historisk-filosofiske essays. Bergen: Tano 1989.
Side 13-81. 68 sider

Moe, Claus & Marianne Schroll. Skævheder i patient-læge-forholdet i geriatrisk perspektiv. Ugeskrift for læger vol.155 del 4. 1993. Side 2294 - 2298 4 sider

Rosted, Elizabeth Emilie. Ældre patienters oplevelse af omsorg. Aarhus: Institut for Sygeplejevidenskab 2003.

Sekjær, Susanne red. Svage ældres vilkår i Danmark i år 2000 – en hvidbog. Århus: pårørendegruppen for Svage Ældre og forlaget Klim 2001. 115 sider

Stokkebæk, Anne. Psykolog 1 - udviklingspsykologi. København: Nyt Nordisk Forlag 1999. Side 195 – 207. 12 sider

Sygeplejeetiske retningslinier. Dansk Sygeplejeråd 2005.

Swane, Christine E., Anne Leonora Blåkilde & Kirsten Amstrup reds. Gerontologi – Livet som gammel. København: Munksgaard Danmark 2002. Kap. 3, 6, 11, 15, 16, 18, 23. 61 sider

Sørensen, Lisbeth. Alderisme eller omsorg. Sygeplejersken nr. 38 1997. Side 30-32.

Teknologirådet. Fra rådet til tinget. Fremtidens ældre. Teknologirådet juni 2002. 6 sider

Voldsgaard, Inge. Når det væsentlige er usynligt for øjet - de oversete og depressive gamle menneske. Fokus på sygeplejen 2002. Side 11-28. 17 sider

Walker, Alan. Aldersdiskrimination: Kan Fænomenet Forhindres? Rapport: Det aldrende samfund: Hvad har vi lært? Er der behov for nye tiltag? Høring den 25. oktober 2002. 5 sider


Netadresser

Slagelse Sygeplejeskole. Studieordning for Sygeplejerskeuddannelsen Ved Sygeplejeskolen Vestsjællands Amt.
http://www.sygeplejeskolen-slagelse.dk/C1256DA40049DD85/sysOakFil/Studieordning2004/$File/Studieordning%202004.pdf (08-10-06)

Teknologirådet. Anne Leonora Blaakilde. Det aldrende samfund – sejr eller katastrofe?
http://www.tekno.dk/subpage.php3?article=879&pagetype=teknodebat
Hentet: 27-09-06 Sidst opdateret: 29-11-02. 5 sider

TV 2 Nyhederne. Fogh: Fællesskab en liberal værdi.
http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php./id-4657374.html (12-08-06).

TV 2 Nyhederne. De ældre er slet ikke så ensomme.
http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-4908894.html (19-09- 06).


Ordbøger

Politikens Danskordbog. Politikens Forlag 2002.

Klinisk ordbog. Redigeret af Niels Holm-Nielsen. København: Munksgaard Danmark 15. udgave, 3. oplag 2001.

Antal sider: 1650

Noter

1 Uddrag fra Jan Gintbergs show: ”Den grimme melding” 2004. Udvalgt og transskriberet af forfatteren.
2 Ordet ”fordomme” er her at forstå som lægmandsterm, altså en forudfattet, oftest negativ, holdning overfor nogen eller noget (Politikens danskordbog 2002).
3 Ordet ”gammel” vil mere eller mindre konsekvent blive benyttet i dette projekt. Dette i forsøget på at imødegå det, som Blaakilde kalder ”sokkemetoden”. Mere om sokkemetoden i perspertiveringsafsnittet.
4 Der kan argumenteres for , at Gintberg er gammel, eftersom definitionen afhænger af konteksten.
I denne opgave har jeg valgt, at de gamle er de 65+ årige, fordi det er ved det 65. år, at det er muligt at blive henregnet til geriatriske patienter.
Det er udfra denne referenceramme, det påstås, at Gintberg ikke er gammel.
5 Startskuddet lød, da en landsdækkende TV station sendte skjulte optagelser fra plejecentret Fælledgården, og siden er det gået sin egen skæve gang med diverse afsløringer. Klagepunkterne er i høj grad de samme, som man kan genfinde i Hvidbogen: Påtvungen egenomsorg, manglende respekt for individets autonomi, nedladende kommunikation. Personalet har så dårligt tid, at borger/patienter må blive i sengen hele dage med nedsat funktionsevne til følge. Kontinente mennesker som må tisse i ble, da der ikke er tid til hjælp til toiletbesøg.
6 Et ord, som skrives og udtales som et andet, men som ikke betyder det samme (Politikens danskordbog)
7 Livsverden skal i denne opgave forstås som hos Jürgen Habermas. Livsverden indeholder hos Habermas kultur, sociale normer, moral og menneskers personlige identitet. ”Livsverden er verden set fra deltagerperspektiv” (Andersen 2005: s. 379).
Kjerholt anvender ikke Habermas og livsverden i ”Dialogen der blev væk”, så når det siden vil blive påstået, at der er manglende opmærksomhed på livsverden, er det del af min egen analyse af det empiriske materiale.
8En kvalitativ undersøgelse kan skabe sig en vis overførbarhed, som handler om hvorvidt fundene kan overføres til beslægtede kontekster (Launsø 2005: s. 29).
9 Kjerholt anlægger et fænomenologisk/hermeneutisk perspektiv i sit arbejde. Forforståelse bliver at forstå som hos Hans Georg Gadamer. Han mener, at ethvert individs forforståelse er unik. For at opnå en horisontsammensmeltning må man sætte sin forforståelse på spil. Som fortolkningsprincip anvendes ”den hermeneutiske cirkel”, hvilket vil sige, at delene skal forstås udfra helheden og omvendt (Kjerholt 2000: s. 22).
10 Fænomenologi: Læren om det, som viser sig for os. Videnskabelig retning grundlagt af Edmund Husserl. Fænomenologien har til hensigt at afdække hændelser og begreber, sådan som de optræder og opleves af subjektet, det menneskelige individ (Lyngaa 2000: s. 171).
11 Holisme: Læren om, at en helhed er mere end summen af enkelte dele. Anvendes indenfor medicinen om den holistiske sygdomsmodel, som anlægger et helhedssyn på mennesket som et biologisk, psykisk og socialt væsen (Klinisk ordbog).
12 Udfra ovennævnte definition er der grundlag for at påstå, at i al fald nutidens nye sygeplejersker er uddannet til at arbejde holistisk. I Slagelse Sygeplejeskoles studieordning, som er godkendt af Undervisningsministeriet 2001, står: ”Uddannelsens kernefaglighed har sit grundlag i sygeplejefagets teorier, begreber og metoder samt indenfor det sundheds-, natur-, human- og samfundsfaglige område” (Slagelse Sygeplejeskole).
13 ADL: Activities of daily living omfatter daglige aktiviteter i hjem og fritid (Swane 2002: s. 215).
14 Infantilisering betyder barnsliggørelse og dækker her over aldring forstået som regression.
Dette aldringssyn kendes også fra Aristoteles. Han mente, at på samme måde som et barn kunne være for ungt til at deltage i visse samfundsmæssige funktioner, således kunne man også blive for gammel til at være fuldgyldigt medlem af samfundet (Kirk 1995: s. 133).
15 Som oftest taler man om fire forskellige typer aldring. Kronologisk, biologisk, psykologisk og social. Disse er beskrevet i mange af de kilder, som dette projekt henviser til. Claus Moe udtrykker det populært som: Man er kronologisk gammel, når dåbsattesten fortæller det, biologisk når organismen fungerer som sådan, psykologisk når man oplever sig selv som sådan, og socialt når omgivelserne opfatter een sådan ( Amstrup 2004: s. 180).
16 Man kan undre sig over at Larsen så sent som i 1998 anvender ordet senil. Vi må formode, han mener dement. Senil betyder jo blot ”gammel” og er for længst forladt som medicinsk diagnose, formentligt fordi det i sig selv er en diskrimination.
17 Man kunne også have søgt hjælp til forklaring i diverse stigmatiseringsteorier. Holstein taler om fire kilder til stempling, hvoraf en af dem er selvstempling (Holstein 1997: s. 151)
18 Når jeg anvender begreberne ”basale- sociale- og selvrealiseringsbehov”, tænker jeg på Maslows behovs hierarki (Jerlang 1998: s. 218).
19Iatogene tilstande beskriver den situation, hvor mennesker påføres lidelser som følge af forkert elle manglende behandling (Amstrup 2004: s. 146), og er en del af det såkaldte olympiadesyndrom bestående af geriatriens 5 store I’er: Immobilitet, instabilitet, inkontinens, intellektuelle problemer, samt iatogene tilstande (Ibid.: s. 61)
20 Habermas skelner mellem livsverden og system. Systemet er styret af penge og magt; her handles udelukkende retionelt for at opnå effektivitet og resultater. I systemet anvendes ikke kommunikation som i livsverden. System og livsverden påvirker hinanden gensidigt, og derfor kan systemet med sine hurtigere processer kolonisere livsverden og dermed suspendere den kommunikative retionalitet (Andersen 2005: s. 385 – 86).
21 Thomas Kuhn mener, at der indenfor ethvert fagområde vil opstå et paradigme, som består af et sæt regler og rammer, som det er alment accepteret at arbejde indenfor. Dette kalder han normalvidenskab. Indenfor de normalvidenskabelige referencerammer kan der opnås akkumuleret viden, men på et givent tidspunkt vil det bestående paradigme vise sig utilstrækkeligt til at løse visse problemer. Når denne krise opstår, er der mulighed for, at et nyt paradigme kan slå igennem (Fjelland 2001: S. 56-58).
22 Ifølge Kuhn vil overgangen til at nyt paradigme aldrig kunne foregå fredeligt, fordi det gamle paradigme stritter imod. Det er nødvendigt med en revolution (Fjelland 2001: s. 58).
23 Forfordele: Det at give nogen en mindre del end det de har krav på, eller en for lille del i forhold til andre (Politikens danskordbog).
24Man ser også flere andre udtryk anvendt, såsom senalder og slutalder eller den 3. og 4. alder (Stokkebæk 1999: s. 95).
WHO definerer ældre (elderly) som alderen mellem 65 og 80 år, og gammel (old) som alderen efter 80 år (Amstrup 2004: s. 42).
25 Eufemisme: En formildende omskrivning af ord som har et ubehageligt indhold, eller som opfattes som vulgære. Fx. Sove ind i stedet for dø(Politikens danskordbog).